Hvis du flytter til Sverige fra et andet nordisk land er du omfattet af den fællesnordiske aftale om folkeregistrering, som er indgået mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.
Ifølge aftalen kan man kun være folkeregistreret i ét nordisk land. Det er reglerne i det land som du flytter til der afgør hvor du skal være folkeregistreret.
Hvis du flytter til Sverige fra et andet nordisk land, kan du højst blive i ét år uden at være folkeregistreret i Sverige.
Hvis dit ophold er af længere varighed, skal du meddele at du udvandrer i det land du flytter fra og anmelde flytning til Skatteverket i Sverige.
Herefter kontakter skattevæsenet registreringsmyndigheden i det land du flytter fra, og meddeler at du er registreret i Sverige.
Anmeldelse
Du melder flytning til Sverige ved at møde personligt op hos Skatteverket.
Medbring dit pas, dokumenter der beviser din civilstand og fødselsattest for eventuelt medflyttende børn.
Hvis du har behov for en tolk, så
meddel dette i forvejen.
Personnummer
Alle personer som folkeregistreres i Sverige bliver tildelt et personnummer som identitetsbetegnelse. Hvis man en gang har fået et personnummer beholdes dette gennem hele livet, også ved udflytning fra Sverige.
Samordningsnummer
Hvis du skal være bosat i Sverige i minder end ét år og ikke tidligere har været folkeregistreret i landet, kan du få et samordningsnummer.
Formålet med dette nummer er at myndighederne og andre skal kunne identificere dig selv om du ikke er folkeregistreret.
Skatteverket tildeler dig et samordningsnummer i forbindelse med din skatteregistrering. Hvis du på et senere tidspunkt bliver folkeregistreret i Sverige, erstattes samordningsnummeret af et personnummer.
Visum og opholdstilladelse
Borgere i de fleste lande uden for EU skal have visum for at besøge Sverige og de øvrige Schengen-lande.
Et visum er en tilladelse der giver ret til indrejse og ophold i Sverige og de øvrige Schengen-lande i en kortere periode, f.eks. for at kunne besøge slægtninge eller venner, i forbindelse med ferierejser, forretningsrejser, deltagelse ved konferencer eller i forbindelse med gennemrejse (transit).
Et visum gælder som regel i tre måneder.
Hvis man vil bosætte sig i Sverige eksempelvis for at blive forenet med sin familie, skal man søge om og have fået en opholdstilladelse før indrejsen. Mere information om hvordan man søger om opholdstilladelse kan findes på Migrationsverkets netsted.
Fandt du ikke hvad du søgte?
Sidst opdateret 10.06.2010